Lidt om klubben
Skagen Havkajakklub blev stiftet den 12. september 2009, hvor der mødte 8 personer frem. Klubben er en meget aktiv klub og har siden starten oplevet en stor interesse for kajaksporten og som følge heraf fået en del nye medlemmer, så medlemstallet i dag er over 40.
Skagen Havkajakklub giver i dag mulighed for 3 vandsportsgrene. Den største er også den oprindelige – nemlig havkajak. Men i 2018 anskaffede vi os 8 SUP-boards og 8 surfkajakker, så det er to yderligere muligheder. Og i 2025 anskaffede vi os 3 juniorkajakker, så man nu kan ”gå til kajak sammen med sine børn”.
Skagen Havkajakklub er medlem af DGI (Dansk Gymnastik-og idrætsforbund), og er derfor underlagt DGI´s love og regler for sejlads og sikkerhed. Samtidig betyder det, at vi kan benytte professionelle instruktører fra DGI til uddannelse af klubbens medlemmer.
Skagen Havkajakklub er godkendt som folkeoplysende virksomhed under Frederikshavn Kommune med de muligheder for at søge tilskud, det giver.
Vi har købt den tidligere Marinehjemmeværnsbygning på Vestre Strandvej 29, som vi har indrettet som klubhus. Her har vi nogle gode faciliteter og en fantastisk beliggenhed - lige ned til "Knækket", som er vores øveområde, og som er stedet hvor vi sætter kajakkerne i vandet og som er udgangspunkt for de fleste af vore ture. Nærmeste nabo er Kongevillaen. Vi har også købt en skurvogn, som vi har stående på nabogrunden ved vores klubhus. Skurvognen anvendes primært til opbevaring af ekstra effekter.
Vi har efter overtagelsen renoveret klubhuset indvendigt, så det er tydeligt, at det er klubhus for en havkajakklub.
Til opbevaring af kajakker og andet udstyr har klubben fem 20 fods containere Containerne er beklædt med træ og malet svenskrøde og har buet paptag, så de falder naturligt ind i miljøet på havnen. Containerne har plads på Skagen Havn i "Skurbyen" lige ud til Kongevillaen.
To af containerne er indrettet, så der er plads til 35 medlemskajakker. To container er indrettet, så der er plads til 25 klubkajakker med udstyr. Den sidste container indeholder 8 surfkajakker og 8 SUP-boards med udstyr. Klubben råder i dag over 17 klub-kajakker, 3 juniorkajakker, 8 surf-kajakker, 8 SUP-boards og 29 private medlemskajakker.